KMS Service opruster ved køb af konkurrent

 

Pressemeddelelse d. 2. marts 2021

KMS Service A/S overtager pr. 1. marts 2021 El-Truck Service A/S. Begge virksomheder er specialiseret inden for salg og service af eldrevede logistikmaskiner samt specialtilpassede løsninger inden for intern logistik. Sammen udgør de to ud af tre Jungheinrich-forhandlere i Danmark.

Direktør i KMS Service Anders Klostergaard ser opkøbet som et naturligt næste skridt i vækststrategien:

– Vi er to, stærke virksomheder i udvikling og et godt match i kompetencer og kemi. Tiden for opkøbet er rigtig og gør, at vi springer to år over i organisk vækst. El-Truck Service har været i gamet i 37 år, og med deres know-how og vores serviceapparat løfter vi salg og service af logistikmaskiner til et nyt niveau. Dette er et gennemtænkt, strategisk skridt for begge virksomheder.

Står endnu stærkere i branchen
KMS Service, som også forhandler Hedin i Danmark, er landsdækkende med kørende serviceteknikere i Nord-, Midt- og Sønderjylland. Med base i Bredsten, vest for Vejle, står El-Truck Service stærkt i Trekantområdet. Til sammen dækker KMS Service og El-Truck Service hele landet med 11 servicebiler og 16 ansatte.

– Vores kunder kommer til at mærke alle fordelene ved opkøbet. For med flere montører, bredere dækning og et større udbud kan vi lave endnu bedre indkøb og service. Vi bliver et stærkt team, og jeg ser det kun som en win-win-situation for alle parter, fortæller direktør i El-Truck Service Ole Karlsen.

Han har været med i alle 37 år, og selv nærmer han sig snart de 60 år. Han er ikke på vej på pension, men har alligevel længe haft strategiske overvejelser, som går mere end syv-otte år frem, for firmaet.

– Det handler om at fremtidssikre et godt og solidt firma. El-Truck Service har pålidelige og langvarige kundeforhold og en erfaren medarbejderstab, som vi i øvrigt regner med at udvide med flere serviceteknikere snart. Dette er en virkelig god løsning hele vejen rundt, siger han.

Fra el til litium-ion
Hele branchen inden for logistikkøretøjer bevæger sig meget hurtigt over på elmaskiner. Hvor fordelingen for 10 år siden lå på 60 % diesel og 40 % el, dækker eldrevede logistikmaskiner nu omkring 75 % af markedet. En totaludfasning inden for warehouse op til 10 ton er nok sket inden 2030. Det vurderer Anders Klostergaard og uddyber:

– Både KMS Service og El-Truck Service satser primært på el, der yder markant større komfort, kapacitetshåndtering og forskel i CO2-regnskabet. Men ser vi endnu længere frem, sker der snart et skift i markedet, hvor vi bevæger os fra ordinær blybatteridrift til litium-ion-drift. Det giver større kapacitet og økonomisk gevinst, og er endnu mere konkurrencedygtigt end forbrændingsmotorer. Jungheinrich er allerede begyndt at indfase lithium-ion-batterier i Sverige, og som dansk forhandler ser vi frem til denne udvikling på vores hjemmemarked som en del af udfasningen af brændstofkrævende motorer.  

Beholder firmanavne
Opkøbet kommer ikke til at have indflydelse på firmanavnene, som fortsat vil være hhv. KMS Service og El-Truck Service. Ole Karlsen forbliver direktør for El-Truck Service sammen med Anders Klostergaard, og alle medarbejdere bliver i firmaet. Salgs- og serviceafdelingen slås sammen, så alle kunder på sigt oplever en endnu bedre service.


Om KMS Service A/S
KMS Service er førende inden for salg og service af eldrevet, heavy duty, interne logistikmaskiner i alle vægtklasser. Med afdelinger i Aalborg, Aulum og Bredsten har firmaet 16 ansatte, hvoraf 10 er udekørende teknikere i store dele af Jylland. KMS Service er dansk forhandler af tyske Jungheinrich, som tilbyder et fuldt program inden for nye gaffeltruck og warehouse-maskiner, og svenske Hedin, som leverer kundetilpassede løsninger inden for al intern, heavy duty logistik. Efterfølgende service af maskinerne udgør en stor del af KMS’ kompetencepalette og gør dem til en af branchens stærkeste spillere på området.

Den 1. marts 2021 opkøbte KMS Service El-Truck Service A/S i Bredsten.

Læs mere på www.k-m-service.dk.


Om El-Truck Service A/S
Med base i Trekantsområdet er El-Truck Service specialiseret inden for køb og salg af nye og brugte gaffeltrucks, løfteborde, skubbestablere, håndløftevogne m.m. Kørende serviceteknikere og værkstedet i Bredsten servicerer og reparerer alle typer trucks og udfører lovpligtige eftersyn. El-Truck Service er forhandler af Jungheinrich samt Zapi/Zivan. Derudover designer og bygger El-Truck Service også kisteløftere og reolsystemer for kister.

El-Truck Service ejes af KMS Service A/S.

Læs mere på www.eltruck.dk.

KMS Service El Truck Service2